At daybeds, eller brikse om man vil, er og har været populære i nutidens indretning i en del år er ingen hemmelighed. Der findes en del forskellige af slagsens; lige fra simple retromodeller, der typisk er udført i teak og til de arkitekttegnede og noget mere bekostelige modeller, hvor eks. Poul Kjærholms verdenskendte model kan nævnes. Her nedenfor vil jeg ganske kort liste 3 eksemplarer på netop arkitekttegnede daybeds, som jeg på den ene eller anden måde personligt finder lidt mere tiltalende end så mange andre af slagsen.
Bruno Mathsson, Paris, designet helt tilbage i år 1936. Dette eksemplar af en daybed er både elegant og meget enkel – og så er materialerne og formudtrykket præcis som vi kender det fra Bruno Mathsson; birketræ, kanvas og et svunget stel. Fremstillet hos Karl Mathsson. Helt klart min Mathsson-favorit.
(Billede fra dmk.dk)
Kurt Østervig, Model 311, designet omkring 1950’erne. En fantastisk smuk daybed, udført i teak og med madrassen betrukket med uld, og hvor det hævede hovedgærde og elegante stel skiller sig lidt ud fra mængden. Fremstillet hos Jason Møbler, der senere skiftede navn til Rolschau Møbler.
(Billede fra dmk.dk)
Ole Wanscher, Colonial Daybed Model OW150, designet i år 1950. En tilhørende daybed til den mere udbredte Colonial lænestol, som Wanscher tegnede året forinden. De fyldige puder fra stolens designs går igen ved denne smukke daybed. Fremstillet hos Carl Hansen & Søn, hvor den også produceres den dag i dag.
(Billede fra senebeikaland.no)
Tryk på “Guide”-tagget her nedenfor for at se flere indlæg i netop denne kategori her på bloggen.