louis weisdorf, Turbo, pamono.com

5 personlige favoritter #4

4. omgang i rundturene med 5 personlige favoritter hos mig. Poul Kjærholm, Arne Jacobsen, Finn Juhl, Hvidt & Mølgaard og Louis Weisdorf er navnene fra den store skandinaviske designarv vi denne gang kort skal runde – og vanen tro kommer vi både forbi møbler, belysning m.m.

PK33, designet af Poul Kjærholm i år 1959. Den ikoniske runde skammel er med sit minimalistiske formsprog og materialer af læder og stål en sand, sand Kjærholm-klassiker. Oprindeligt fremstillet hos E. Kold Christensen og i dag hos Fritz Hansen.
Kjærholm, PK33, studio schalling

(Billede fra studioschalling.com)

Royal, designet af Arne Jacobsen i år 1958. Disse væghængte skuffer blev tegnet specielt til SAS Royal Hotellet, der er et af Jacobsens mesterstykker og hvor de også fortsat er en del af det autentiske værelse 666. De sjældne moduler af wenge-træ og formica blev fremstillet hos Weber & Asmussen.

034

(Billede fra dmk.dk)

BO64, designet af Finn Juhl tilbage i år 1946. Organiske, bløde former og smukke tilspidsede ben. Fremstillet hos Bovirke, og de tidlige modeller af sofaen kan endvidere konkret tilskrives snedkeren Carl Brørup, der var ansat hos netop Bovirke i tiden. Sofaen betegnes af flere som en slags industrimodel af Poeten. Jeg vil endda gå så langt som at kalde denne BO64 for Poetens buttede, eller i hvert fald lidt mere kurvede lillesøster.
billede af 1stdibs.comvancetrimble
(Billede fra 1stdibs.com/vancetrimble)
 

Dropleaf, designet af Hvidt & Mølgaard omkring år 1956. Det funktionelle klapbord, eller fold-ud-bord om man vil, af makkerparret Peter Hvidt & Orla Mølgaard-Nielsen er udført i massiv teak og med hængsler i messing. Bordet er desuden produceret i et par forskellige størrelser. Fremstillet hos France & Daverkosen – året før de blev til France & Søn.
billede af wright 20.com
(Billede fra wright20.com)

Turbo, designet af Louis Weisdorf i år 1965. Dog først sat i produktion i 1967 af Lyfa. Inspireret af de japanske rispapirlamper og deres formsprog. En af mine absolutte favoritter inden for belysningens verden. Den efterfølgende retssag i 1991 med producenten Lyfa kan du læse mere om her på bloggen. Relanceret af Gubi i år 2004.
oneandhome.com
(Billede fra oneandhome.com)

Tryk på “5 personlige favoritter”-tagget her nedenfor for at se flere indlæg her på bloggen i netop denne kategori.

 

 

Skriv et svar