hh

6 sjældne danske designs – kender du dem?

Jeg er vild med de velkendte klassikere, men har samtidig også stor interesse og begejstring for de mere ukendte værker, om det er så er unikaer, tidlige modeller og prototyper eller møbler, der er en eller anden grund bare aldrig kom bredt ud. Jeg vil her kort guide jer igennem 6 af slagsen – og alle dansk design.

“Windsorstol” af  Børge Mogensen. Udført i nøddetræ, og angiveligt udført af en ung Børge Mogensen selv helt tilbage i 1930’erne, hvilket er mange år før hans største værker. Ikke nær så kostbar som de andre her i guiden, men en meget sjælden stol.
børge mogensen

“Dagslyslampen” af Poul Henningsen. Yderst sjælden pendel tegnet tilbage i 1928-29. Med bajonet-fatningshus af forniklet metal og med skærme i turkisblå glas med opaloverfang. Skærmophæng med støbte ben, samt stemplet “Pat. Appl.”. Produceret hos Louis Poulsen i eftersigende relativt få eksemplarer.
PH dagslyslampen

Foldestol af Mogens Lassen. Meget i stil med hans klassiske “Egypterbord”. Der er angiveligt her tale om et unikamøbel, og præcist årstal for design kender jeg ikke. Stel af egetræ, beslag af messing, og sæde, ryg samt armlæn betrukket med originalt patineret naturskind. Sædevinkel med justérbar rem. Udført hos snedkermester Christian Jørgensen omkring år 1947 – 7 år efter bordets tilblivelse.
SJÆLDNE MØBLER, unika egypter foldestol af mogens lassen.

Skrivebord, model JH 571 af Hans J. Wegner. Fritstående og udført i massiv teak, opsat på skråtstillede ben og front med to skuffer. Bøjle, skuffeophæng og greb af messing. Produceret og stemplet hos snedkermester Johannes Hansen. Et af de dyreste skriveborde solgt herhjemme – desværre vidst nok til udlandet.
wegner skrivebord

“Den Lille Petra” af Viggo Boesen. Designet i 1938 og angiveligt navngivet efter Boesens svigermor; lille og buttet. Overpolstret lænestol med stel af bejdset bøg. Sider, sæde og ryg betrukket med grøn uld. Produceret hos snedkermester A. J. Iversen. Disse overpostrede møbler har længe været solgt dyrt, og netop denne er en af de mest eftertragtede på auktionerne.
lille petra

Club Chair af Arne Jacobsen. Disse yderst sjældne lænestole er tegnet helt tilbage i år 1935. Der er angiveligt tale om unikaer, der aldrig har været i produktion – og stilen falder da også godt uden for Jacobsens andre værker, også selvom de er tidlige. Solgt meget dyrt på auktion. Producenten kender jeg ikke.
Unika-lænestole, Club Chairs, af Arne Jacobsen. Tegnet i 1935. Solgt hos Bruun Rasmussen for 410.000 kr.

Tryk på “Guide”-tagget her under for at se flere blogindlæg i denne kategori.

Skriv et svar