Den Trætte Mand

Fortællingen om Den Trætte Mand er fortællingen om den fortsat dyreste stol nogensinde solgt herhjemme i Danmark. Vi skal dog en del længere tilbage i tiden end til år 2014, hvor hammerslaget dengang faldt og rekorden hermed blev sat. Tilbage i år 1935 deltog arkitekten Flemming Lassen i Snedkerlaugets Møbelkonkurrence med en “opholdsstue i en pebersvendelejlighed”, fremstillet af snedkermester A. J. Iversen. Flemming Lassens bidrag til konkurrencen i form af møblement talte bl.a. lænestolen Husaren, der efterfølgende blev videreudviklet og polstret med blødt lammeskind og derefter fremvist på A. J. Iversens stand på det årlige Snedkerlaugets Møbeludstilling året efter i år 1936 – nu som Den Trætte Mand. Udstillingens stol havde dog meder, eller ben om man vil, af forkromet stål i modsætningen til de runde og firkantede ben vi ellers kender fra Den Trætte Mand. Det var endvidere Flemming Lassens vision med den nyreviderede udgave af stolen, at den, der satte sig i stolen, skulle sidde “så varmt og trygt som en isbjørneunge i favnen på sin mor midt på indlandsisen”. 

Der hersker ingen tvivl om, at Flemming Lassen er blandt den lille håndfuld danske møbelarkitekter, der er mest eftertragtede på den danske såvel som på den internationale scene. Den Trætte mand er, måske sammen med kollegaen Viggo Boesens Lille Petra, der i øvrigt er tegnet blot 2-3 år efter Den Trætte Mand, vel nok de to klareste eksempler på de af 1930’ernes overpolstrede møbler med de organiske bløde former, der i dag er eftertragtede møbelikoner verden over. Faktisk anså man dengang Flemming Lassens stol som en frisk, hvis ikke lige frem ironisk kommentar til datidens meget mere stringente møbeldesign og kølige interiør.

(Billedet øverst er fra wright20.com)

Tryk på “Klassiker”-tagget her lige ovenfor for at se flere indlæg i netop denne kategori her på bloggen.

Skriv et svar