Det er ingen nem opgave, at udvælge én favorit i et bagkatalog som Wegners. Det anslåes sågar, at Hans Jørgensen Wegner igennem sin karriere som møbelarkitekt og snedker – der for alvor startede som uddannet snedker i år 1931 og frem til langt op i 1980’erne – tegnede tæt på 500 forskellige stole. Ét af hans bedste værker er lænestolen CH27, som Wegner tegnede tilbage i år 1951. Udført i flet og massiv egetræ.
CH27 var en af Wegners elegante, eller forfinede om man vil, udviklinger inden for arbejdet med hans mange folde- og liggestole. Modellen, der i øvrigt selvfølgelig, fristes man til at skrive, blev fremstillet hos Carl Hansen & Søn, var nemlig en videreudvikling af to af hans tidligere stole; modellen CH25, som Wegner tegnede bare ét år forinden, i år 1950 samt foldestolen JH512, tegnet to år forinden, altså i år 1949.
Wegner arbejdede med CH27’eren videre med det fletværksmotiv, som han havde gjort sig i på foldestolen, der dog var udført andetsteds end modellen her, nemlig af snedkermester Johannes Hansen. Derudover genanvendte Wegner i hovedtræk grundprincipperne fra CH25 ift. stolens stel og opbygning – dog nu med en noget mere detaljeret ryg og ikke mindst tilføjelsen af stolens iøjnefaldende spidse ører.
(Billedet øverst er fra modernity.se)
Tryk på “Klassiker”-tagget lige her nedenfor for at se flere indlæg i netop denne kategori her på bloggen.