Et sjældent klapbord

Den danske møbelhistorie er fyldt med ikoner og sande klassikere, men heldigvis dukker der, endda selv fra de største af vores møbelarkitekter, af og til også mere eller mindre ukendte værker op til overfladen. Sådan et eksempel har vi med bordet her at gøre. Klapbordet her er tegnet af Finn Juhl tilbage i år 1949 og fremstillet af snedkermester Niels Vodder. Bordet, hvis formsprog vi har set før med Finn Juhls værker, blev fremvist på Vodders stand på det årlige Snedkerlaugets Møbeludstilling i København i netop ’49 – et år på udstillingen hvor netop Vodders stand også inkluderede kendte ikoner såsom Høvdingestolen og den mere ekstraordinære Høvdingesofa, samt Finn Juhls Egypterstol. Det trebenede bord er udført med stellet i massivt teak, bordpladen af oregon pine og med klappladen i teak. Bordets mest iøjnefaldende feature er den indlagte cirkulære messingplade – oprindeligt tiltænkt som varmeplade, hvilket vi i øvrigt også tidligere har set med hans “Drømmebord” fra år 1945 – men udover det funktionelle aspekt, så giver messingpladen også bordet et let genkendeligt grafisk aftryk.
I modsætningen til de andre møbler, så blev der dog aldrig fremstillet flere af klapbordet, og der findes derfor kun dette ene eksemplar fra udstillingen som nu skal sælges på auktion herhjemme.

Bordet blev i sin tid købt direkte på udstillingen af direktøren hos og ejeren af lampeproducenten Lyfa, Carl Aage Levin, for hvem der fremme i starten af 1960’erne hyrede Finn Juhl til at tegne en lampe for netop Lyfa. Bordet har sidenhen været nedarvet i familien, så det er i sandheden et sjældent syn. Klapbordet er desuden vurderet til 200-400.000 kr., og bliver solgt på den kommende designauktion hos Bruun Rasmussen torsdag d. 5/3 i Bredgade, København.

(Billedet øverst er fra Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Tryk på “Vidste du at…”-tagget lige her nedenfor for at se flere indlæg i netop denne kategori her på bloggen.

2 tanker om “Et sjældent klapbord

Skriv et svar