Finn Juhls egen favorit

Finn Juhls egen favorit – denne armstol, model FJ44/NV44, blev Nordic Masters-auktionens højdepunkt, da Frederik Bruun Rasmussen svingede hammeren onsdag aften d. 27/9. Den smukke og nærmest skulpturelle armstol var vurderet relativt højt, nemlig til 300.000-500.000 kr., men overgik alligevel klart vurderingen med et flot og imponerende hammerslag på hele 610.000 kr. Det skal dog nævnes, at det netop solgte eksemplar var én af de oprindelige og altså tidlige stole, som angiveligt blot blev fremstillet i 12 eksemplarer af Niels Vodder. Det menes endvidere, at netop dette eksemplar er én af få der har overlevet de mange år siden 1940’erne. I sagens natur derfor en yderst, yderst sjælden stol.

lk4hraznueg5wtegumes
(Billede fra onsdagens auktion i Bredgade. Billede af Bruun Rasmussen)

FJ44-stolen, også kaldet Den Lille Armstol og Knoglestolen, er tegnet af Finn Juhl tilbage i år 1944 og fremstillet af hans fineste producent, nemlig førnævnte snedkermester Niels Vodder. Stolen blev fremvist på det årlige Snedkerlaugets Møbeludstilling i København i ’44, hvor i alt fire eksemplarer af stolen var udstillet blandt også et spisebord m.m. af Finn Juhl. Stolen var blandt Finn Juhls og hustruen egne favoritter – og den stod da også at finde i arkitektens eget hjem i Ordrup.
Som en lille sjov krølle på stolens historie, havde Finn Juhl angiveligt i første omgang dog ikke fået fremstillet et eksemplar til sig selv og ej heller erhvervet sig et eksemplar. Han måtte i følge historien derfor, hele 30 år senere i øvrigt, selv købe to eksemplarer af de oprindelige stole – endda fra selv samme køber, som i sin tid havde købt stolene.
FJ44-stolen er udført med stel af cubamahogni og sæde betrukket med naturskind – eller oksehud, som Finn Juhl selv beskrev det på hans originale tegninger af stolen. Stolen anses som ét af mesterværkerne og brudpunkterne i Finn Juhls flotte karriere, og var med udformningen tilbage i starten af 1940’erne fra startperioden af en frugtbar og markant tid i Finn Juhls karriere som møbelarkitekt. Faktisk er stolen formentlig det første resultat af hans arbejde med de skulpturelle og organiske former og så træ. Året efter tegnede han så den ikoniske NV45-stol, hvor det svungne stel og arbejdet med netop træ går igen. Nogle mener endda også, at det var i netop denne stols formsprog og udtryk, at Wegner tog afsæt med hans verdenskendte The Chair fremme i år 1949.

8203-873
(Indlæggets store billede øverst oppe og dette detaljebillede af FJ44-stolen er begge af Bruun Rasmussen)

Tryk på “Finn Juhl”-tagget her nedenfor for at se flere indlæg om netop Finn Juhl, hans møbler og karriere her på bloggen.

Skriv et svar