Flemmings stol

Nu skal det her på bloggen handle om en noget speciel og ikke mindst meget sjælden stol. Vi skal helt tilbage til år 1938, hvor arkitekten Flemming Lassen tegnede en stol, der samme år blev fremvist på det årlige Snedkerlaugets Møbeludstilling i København. Stolen blev senere kendt som “Flemmings Stol” og “Min Egen Stol” – begge titler stolen fik, da Flemming Lassen selv måtte tage stolen med hjem efter udstillingen, hvor ingen eksemplarer blev bestilt. Historien lyder, at snedkermester Jacob Kjær, på hvis stand stolen blev fremvist, efter udstillingen måtte fortælle Flemming Lassen at udstillingens gæster havde været bekymrede for at få træk i ryggen grundet stolens todelte ryglæn. Stolen blev af den årsag oprindeligt kun fremstillet i dette ene eksemplar. Det udstillede eksemplar var dog betrukket med groft vævet brunt stof, og fremme et sted i mellem slutningen af 1950’erne og starten af ’60’erne fik Flemming Lassen så ombetrukket med brunt skind. Ydermere forlyder det også, at stolen oprindeligt var ca. 3 cm. højere, men at Flemming Lassen i sidste ende syntes i at siddehøjden var forkert, og efterfølgende selv savede benene kortere. Stolen var Flemming Lassens egen favoritstol, forlyder det.

Samme Flemming Lassen, for hvem der i øvrigt var med til at overtale kollegaen og barndomsvennen Arne Jacobsen om at blive arkitekt i stedet for kunstmaler, er i øvrigt også den dag i dag fortsat arkitekten bag den dyreste stol, der nogensinde er solgt på auktion her i Danmark. Hans ikoniske Den Trætte Mand blev tilbage i år 2014 således solgt for intet mindre en 1.420.000 kr. Flemmings Stol her blev samme år solgt for også himmelråbende 900.000 kr., da unika-stolen dukkede op på auktion herhjemme.

(Billedet øverst er af Bruun Rasmussens Kunstauktioner)

Tryk på “Historien om”-tagget lige her nedenfor for at se flere indlæg i netop denne kategori her på bloggen.

Skriv et svar