fata1858

Gryden relanceres

Ægget og Svanen er begge store internationale designikoner, der fortsat fremstilles den dag i dag – og nu skal Gryden relanceres. Arne Jacobsen, der roligt kan betegnes som én af de to-tre bedst kendte møbelarkitekter vi her i Danmark har haft igennem tiden, tegnede tilbage i år 1959/1960 dennne stol, der dog aldrig blev hverken lige så kendt eller udbredt som sine “fætre”. Gryden var til med også kun i produktion i otte år. Gryden blev ligesom de store ikoner som Ægget og Svanen, tegnet konkret til SAS Royal Hotellet i København. En bygning som Arne Jacobsen, som de fleste vel nok ved, også var arkitekten bag, og hvor Gryden oprindeligt blev anvendt i hotellets såkaldte Orkidérum, baren på 1. sal og ikke mindst også på gangene på hotellets værelsesetager. Med Gryden var Arne Jacobsen i øvrigt tydeligt inspireret af Ray og Charles Eames’ stoledesigns.

Gryden har i de sidste mange år måske gået lidt i glemmebogen, men fra d. 1. maj 2018 relanceres stolen så hos Fritz Hansen, der også var producenten bag de oprindelige stole. Stolen er som vi kender den; let i designet, enkelt udtryk og feminin i udtrykket – og så har de angiveligt nu arbejdet med stolens siddekomfort. Allerede et par år efter stolen først var blevet præsenteret, altså i starten af 1960’erne, ændrede man stolens polstring for også dengang at forbedre komforten. Derudover fremstilles stolen nu i en række nye farvevarianter, hvor vi fra de originale modeller af Gryden kender den betrukket med læder og stof samt enkelte betrukket med ruskind.

9123_Pot-Original
(Gryden og Gryde-sofaen i baren på 1. sal på SAS Royal Hotellet, København. Billedet er fra Fritz Hansen)

(Billedet øverst er fra okayart.com)

Tryk på “Vidste du at”-tagget lige her nedenfor for at se flere indlæg i netop denne kategori her på bloggen.

Skriv et svar