Jalks daybed

Kurt Østervig, Bruno Mathsson og Poul Kjærholm, bare for at nævne nogle stykker… Ja, når det kommer til daybeds, eller brikse om man vil, så er der mange fantastiske inden for dansk og ikke mindst skandinavisk møbelkunst. Én af de allerbedste kommer dog fra et par kvindelige hænder. Den danske arkitekt Grete Jalk tegnede i starten af 1960’erne denne daybed, der blev fremstillet i to forskellige udgaver; med og uden ryglæn. Modellen med ryglæn tegnede hun først fremme i år 1965. Jalks to daybeds blev udført hos snedkermester P. Jeppesen, der i sin tid også fremstillede møbler for arkitekter såsom Vilhelm Wohlert, Kai Winding og ikke mindst også Ole Wanscher. Det var dog utvivlsomt sidstenævnte og Grete Jalk, der var snedkermester Jeppesens største samarbejdspartnere.

Det var den selvsamme snedker, der også fremstillede den verdenskendte skulpturelle skalskol fra år 1963, der den dag i dag vel sagtens kan betegnes som Grete Jalks mest ikoniske design. Faktisk kan det præcise årstal for netop denne daybed være noget svært helt at fastslå, men det må kraftigt formodes at være inden Poul Jeppesens møbelfabrik nedbrændte omkring midt i 1960’erne. Nogle steder dateres den endda tilbage til år 1959.

(Billedet øverst er fra Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Tryk på “Klassiker”-tagget lige her nedenfor for at se flere indlæg i netop denne kategori her på bloggen.

Skriv et svar