børge mogensen, slædestol

Juleklassiker: Slædestolen

Det er jul og det kalder selvfølgelig på en juleklassiker her på bloggen. Slædestolen her, eller Model 2256, som den officielt i sin tid blev navngivet, er tegnet af Børge Mogensen tilbage i år 1958 og fremstillet hos Fredericia Furniture, også i sin tid kendt som Fredericia Stolefabrik. Børge Mogensen eksperimenterede tilbage i slutningen af 1950’erne en del med netop denne form for stole med et nærmest geometrisk udtryk i form af det firkantede stel, og hvor den ellers traditionelle konstruktion i form af stolebenene her var skiftet ud med en lukket rektangulær udformning, som vi kender det fra udformningen af en slæde i sneen – og deraf stolens kaldenavn.
Slædestolen her, der vel nok er den mest udbredte af disse føromtalte stole, og som blev først fremvist på det årlige Snedkerlaugets Møbeludstilling i København i netop ’58, er langt fra en af Børge Mogensens bedste eller mest populære stole den dag i dag – men den var i sin tid rigtig populær og også til at komme i nærheden af for den almene danske mand rent økonomisk, og derfor ganske udbredt i de danske stuer. Stolen her findes ydermere både i denne viste version med lav ryg såvel som i en version med høj ryg, og hvor den højryggede version er navngivet Model 244. Til og med blev der også tegnet og fremstillet en tilhørende firkantet skammel til stolen.

Udover denne og de andre omtalte ret kendte såkaldte Slædestol, så har selvsamme Børge Mogensen også tegnet en anden af samme betegnelse – men af lidt en anden udformning ganske vidst. Den er nemlig allerede fra år 1953, postret og kurvet. Den er også tidligere beskrevet her på bloggen.
Rigtig glædelig jul.

(Billedet øverst er fra schalling.se)

Tryk på “Klassiker”-tagget her nedenfor for at se flere indlæg i netop denne serie her på bloggen.

Skriv et svar