Kindt-Larsen, Kaminstol

Klassiker: Kaminstolen

Med denne uges klassiker: Kaminstolen, skal vi forbi en lænestol af et arkitektnavn, der med tiden ser ud til blot at blive mere og mere eftertragtet. Navnet er Kindt-Larsen, og det var ægteparret Tove & Edvard Kindt-Larsen, der helt tilbage i år 1939/1940 tegnede stolen her, der blev navngivet Kaminstolen. Stolen blev fremstillet af den mig for nærmest ukendte snedkermester, Gustav Bertelsen, og er udført i træsorterne teak, palisander og såkaldt cuba-mahogni samt puden i brunt, sort og lyst læder. Kaminstolen er specielt kendt for det karakteristiske armlæn, krydset foran på stolens understel og ikke mindst den flotte pude i ét stykke.

Kaminstolen, der udover at være en ret så sjælden stol, kan vel også sagtens betegnes som ét af to eller tre af arkitektparrets største designs, blev fremvist første gang for befolkningen på det årlige Snedkerlaugets Møbeludstilling i København – en udstilling, der i øvrigt i en årrække blev arrangeret af netop Edvard Kindt-Larsen, og en udstilling, hvor stolen faktisk blev hædret med førstepræmien i år 1940, hvor den blev fremvist.
Ydermere tegnede Kindt-Larsen-parret fremme i år 1957 en stol med samme karakteristiske kryds i understellet på stolen, og hvor man formoder at inspirationen dertil mere eller mindre er udsprunget af deres arbejde med Kaminstolen her.

fur-210-8

(Billede fra apetersen.dk)

Tryk på “Klassiker”-tagget lige her nedenfor for at se flere indlæg i netop denne serie her på bloggen.

Skriv et svar