495f71d9dd0a23144e6edf7ca5d767af

Klassiker: Model BO62

Med denne uges klassiker: Model BO62, skal vi forbi en af de vel sagtens smukkeste enkeltstående stole fra den danske møbelhistorie. Karmstolen, som den betegnes, er designet af Finn Juhl tilbage i år 1953 og fremstillet hos firmaet Bovirke, hvor Finn Juhl fik fremstillet en række møbler i slutningen af 1940’erne og fremme i 50’erne. Selve idéen bag BO62-Karmstolen her var at man skulle kunne sætte sig omvendt på stolen og derved anvende den karakteristiske vandrette plade bag ryglænet, også kaldet et rygbræt, som armstøtte eller som et lille bord. Møbelarkitekten Hans Olsen designede fremme i år 1964 en stol efter samme idégrundlag.
Karmstolen fra Finn Juhl er fremstillet med stel i bøgetræ og med sæde, ryglæn og rygbræt, i finer af teak og palisander. Specielt palisander-modellen ses utroligt sjældent, men også udgaven i teak må siges at være meget sjælden.

Karmstolen her fremstilles i modsætningen til en række af Finn Juhls andre møbler ikke længere den dag i dag, og er ganske enkelt at betegne som et reelt samlerobjekt for kendere hele verden over. Finn Juhl tegnede i sin tid også en version af karmstolen til producenten Baker Furniture i USA, for hvem han i øvrigt tegnede en serie af møbler i slutningen af 1940’erne. Stellet på stolen til det amerikanske marked er en anelse anerledes end stolen fra Bovirke – og det er da også uden tvivl Bovirke-udgaven der er i højest kurs.
Stolen var naturligvis, fristes man til at sige, også en del af Finn Juhls indretning i hans eget hjem.

495f71d9dd0a23144e6edf7ca5d767afFinn Juhl Karmstol
(Billeder fra wyethhome.com)

Tryk på “Klassiker”-tagget her nedenfor for at se flere indlæg i netop denne serie her på bloggen.

Skriv et svar