Nanna Ditzel, Oda, houseofdesign.dk

Klassiker: Oda

Med denne uges klassiker: Oda, skal vi se nærmere på et af de, for mig i hvert fald, bedste designs af vort lands største kvindelige møbeldesigner, nemlig Nanna Ditzel. Oda hedder lænestolen her altså, som Nanna Ditzel sammen med ægtemanden, arkitekten Jørgen Ditzel, tegnede tilbage i år 1956. Stolen dateres enkelte steder dog til at være allerede fra år 1953. Oprindeligt blev stolen fremstillet på Kolds Savværk, hvor flere af Ditzels designs er fremstillet tilbage i tiden. Også en tilhørende skammel blev designet og fremstillet til lænestolen her.
Den dag i dag er Oda-stolen atter sat i produktion, da virksomheden Brdr. Petersen sidste år, i øvrigt i tæt samarbejde med Nanna Ditzels efterkommere, tog stolens design op igen og gav den nyt liv. Oda-stolen, der med sit organiske formsprog fortsat fremstår meget moderne, er udført med ben og armlæn af teak og en skal betrukket med stof og uld.

Bestemt et af de mere sjældne og mere ubeskrevne værker af Nanna Ditzel, men ikke desto mindre ét af de allerbedste højdepunkter fra hendes ret så bredde designkatalog. I øvrigt betegnes Oda-stolen her af og til som Ammestolen, da dens form og design med den høje og bredde ryg og de indvendige armlæn som støtte, eftersigende egner sig godt til en mor og hendes sultne baby i favnen.

csm_DSC_7571_b1_fa67b686cbcsm_DSC_7580_b7_15f2663877
(Billeder fra houseofdesign.dk)

Tryk på “Klassiker”-tagget lige her nedenfor for at se flere indlæg i netop denne serie herinde på bloggen.

Skriv et svar