Klassiker: Studio

Denne uges klassiker: Studio, byder på en lille gennemgang af et de mange fantastiske lampedesigns af den populære og eftertragtede danske arkitekt ved navn Vilhelm Lauritzen. Væglampen her, der helt officielt eller ej, betegnes som Studio, tegnede Vilhelm Lauritzen helt tilbage omkring i midten af 1930’erne – mere præcist angiveligt omkring år 1936. Oprindeligt også betegnet som Model 10630. Lamperne blev endvidere tegnet og fremstillet specifikt til de forskellige udsendelsesstudier i Radiohuset på Frederiksberg i København, hvilket Vilhelm Lauritzen som bekendt også var arkitekten bag, og som blev opført i årene 1937-46. Designet af Radiohuset er, måske sammen med lufthavnsterminalen, i øvrigt nok hans bedste kendte værk inden for arkitekturens verden.
Lamperne her var oprindeligt monteret med grøn- og rødlysende elpærer, der herved indikerede om det givne studie var i brug og i gang med optagelse og transmission eller ej. Derudover skulle lampen dog i sin tid også have været anvendt i både garderoberne såvel angiveligt som på badeværelserne i netop Radiohuset.

Studio-lampen er fremstillet hos fabrikanten Louis Poulsen og udført i hvert fald i to forskellige udgaver af hvad jeg i hvert fald ved af; en af forniklet metal og en i messing. Begge med halvkugleformet lampeskærm i opalineglas. Den væghængte lampe er et af Vilhelm Lauritzens i mine øjne smukkeste designs, og lampen er et glimrende udtryk for den danske modernisme fra netop denne periode, og hvor Vilhelm Lauritzen var én af fanebærerne.

(Billedet øverst er fra illustrislightning.com)

Tryk på “Klassiker”-tagget lige her nedenfor for at se flere indlæg i netop denne serie her på bloggen.

Skriv et svar