Kohornstolen

Hans J. Wegner betegnes som stolemageren over dem alle – og det er med god grund. Han tegnede i sin aktive karriere som møbelarkitekt intet mindre end over 500 forskellige stole, og en af de fineste af slagsen må siges Kohornstolen. Wegner tegnede stolen tilbage i år 1952, og det var hos den faste samarbejdspartner, snedkermester Johannes Hansen, at stolen oprindeligt blev fremstillet. Fremme i ’91 blev stolen, der i øvrigt også går under betegnelsen JH505, sat i produktion hos PP Møbler.
Wegners vision med Kohornstolen var at skabe en stol, der kunne trækkes helt ind til bordet uden at gå på kompromis med komforten i form af stolens albuelæn. Stolen udmærkede sig også ved at være den første, hvor Wegner eksperimenterede med de karakteristiske indlagte stykker træ i kopstykket. Et slags ornament om man vil.

Kohornstolen er blot én fra en hel serie af denne slags stole, hvor der med albuestøtten refereres til kvæg-verden. Man kunne fristes til at tro, at det hele udspringer af Den Runde Stol, også kaldet The Chair samt Y-stolen, som han begge tegnede i 1949, og hvor han efterfølgende, op igennem 1950- og 60’erne, så tegnede en række sammenlignelige stole. Kohornstolen var den første af dem, og senere fulgte Bøffelstolen, Den kort- og langhornede Tyrestol. Wegner tegnede sågar også en variant af Kohornstolen med stålben. Nærmere betegnet tre versioner. Han tegnede stolene til Fritz Hansen i år 1955 uden de dog dengang kom i produktion. Den dag i dag kender vi den ene af dem som CH88.

(Billedet øverst er fra dmk.dk)

Tryk på Klassiker-tagget lige her nedenfor for at se flere indlæg i netop denne kategori her på bloggen.

Skriv et svar