Arne Jacobsen, Nanna Ditzel, Viggo Boesen, Hvidt & Mølgaard og Flemming Lassen. Store navne inden for dansk møbeldesign og arkitektur – og så har de alle det til fælles, at de har tegnet kurvemøbler. De seneste år har kurvemøblerne har sig lidt af et comeback i den moderne indretning, hvor de ellers førhen har været henvist til sommerhuse og udestuerne.
Her nedenfor giver jeg en lille håndfuld eksempler på danske kurvemøbler tegnet af nogle af vort lands største møbeldesignere. Fælles for dem alle er, at de alle er tegnet et godt stykke tilbage i tiden og tidligt i de respektive arkitekters karrierer.
Viggo Boesen, model VB136, designet i år 1936 og fremstillet hos kurvemesteren R. Wengler. Viggo Boesen er kendt for sine møbler med organiske former – måske bedst kendt i form af Den Lille Petra. Han har tegnet flere kurvestole og de er alle ret eftertragtede – hvilket vel sagtens gælder alt fra Viggo Boesen. Udført i bambus, og som det ses på billedet bliver den bare smukkere og smukkere med tiden. I dag er stolen blevet relanceret hos Sika Design. Det her er for mig vel nok den smukkeste kurvestol som jeg kender til. Findes i øvrigt også som sofamodel.
(Billede fra bloomberry.eu)
Flemming Lassen, Model 340, designet i år 1940 og Fremstillet hos E. V. A. Nissen & Co. Flemming Lassens designs er populære – og det gælder også hans kurvemøbler. Helt på niveau med andre af hans nu ikoniske stole kommer denne dog nok aldrig, men dens formsprog og ikke mindst at det er en Lassen-stol gør den nærmest automatisk til en noget mere eftertragtet vare end hvis den var ukendt. Udført i bambus.
(Billede fra instagram.com/danish_design_shop)
Nanna Ditzel & Jørgen Ditzel, Madame, designet i år 1951. En af et par mere ukendte kurvemøbler af Ditzel-parret. Hvor stolen oprindeligt blev fremstillet ved jeg faktisk ikke – måske hos R. Wengler, der jo var manden bag andre af Ditzels mere kendte møbler, hvor kurveflet indgik. Andre af Ditzels kurvemøbler, bl.a. Det Hængende Æg, må siges at være noget mere efterspurgt end denne. I dag er stolen her blevet relanceret af Sika Design. Udført i naturflet.
(Billede fra trendbazaar.dk)
Arne Jacobsen, Model AJ237/Charlottenborg, designet i år 1937 og fremstillet ligeledes hos E. V. A. Nissen & Co. Hvad mange sikkert ikke ved af, så har Arne Jacobsen faktisk tegnet flere eksempler på kurvemøbler tidligt i sin karriere. Pariserstolen, der er af endnu ældre dato og så denne Charlottenborg, er de bedst kendte. Udført i formbøjet bambus – og så findes den både med sæde i flet og betrukket med stof og lammeskind. Også denne stol er nu blevet relanceret hos Sika Design, men har også siden været fremstillet hos Newmate/Fletmageren. Stolen fik kaldenavnet Charlottenborg efter at den blev fremvist på Charlottenborgs Forårsudstilling i netop år 1937. Både tilhørende bord og sofa blev også tegnet og fremstillet. Det er Arne Jacobsen var en anden tid end fra hvor de fleste kender ham for.
(Billede fra artnet.com)
Hvidt & Mølgaard, Manilla, designet i år 1964 og fremstillet hos Horsnæs Møbler. Guidens vel nok mest ukendte stol kommer fra duoen Peter Hvidt & Orla Mølgaard-Nielsen, der tegnede flere kurvemøbler for Horsnæs Møbler. Stolen findes både i en høj- og lavrygget model, hvor jeg personligt finder den lavryggede noget mere interessant. Oprindeligt solgt med tilhørende hynder, og også et tilhørende bord blev vidst også fremstillet. Udført i bambus.
(Billede fra pinterest.se)
Tryk på “Guide”-tagget her nedenfor for at se flere indlæg på bloggen i netop denne kategori.