Lille og yndig

Lille og yndig er to af de tillægsord, der først dukker op, når jeg kigger på denne lille firbenede taburet. Drejetaburetten er tegnet af arkitektduoen og ægteparret Tove og Edvard Kindt-Larsen tilbage i år 1957 og fremstillet af snedkermester Thorald Madsen, for hvem der i denne periode udførte flere møbler for Kindt-Larsen-parret. Taburetten er udført i flere forskellige træsorter, men som vi ofte ser det med denne type møbler, så er det eksemplarer i palisander og betrukket med originalt læder, der er både er de mest eftertragtede såvel som værdigfulde.

Taburetten, der anses som ét af designhøjdepunkterne fra Kindt-Larsen-parret, blev fremvist for de interesserede gæster til det årlige Snedkerlaugets Møbeludstilling i København samme år – en udstilling hvor taburetten blandt flere af duoens møbler på Madsens stand faktisk vagte stor opsigt. Dels på grund af det funktionelle design og ikke mindst den snedkermæssige udførelse, men helt sikkert også af den årsag, at ingen ringere end Dronning Ingrid var så begejstret for den lille stol, at hun købte et eksemplar på udstillingen i ’57. Endvidere var det i en årrække Edvard Kindt-Larsen selv, der stod for arrangeringen af netop Snedkerlaugets Møbeludstilling, hvor også flere af deres møbler igennem tiden er blevet fremvist – her i blandt også deres vel nok mest kendte møbeldesign, nemlig Kaminstolen.

(Billedet øverst er fra wright20.com)

Tryk på “Klassiker”-tagget lige her nedenfor for at se flere indlæg i netop denne kategori her på bloggen.

Skriv et svar