Unavngivet

Portræt af Børge Mogensen – Design til folket

Børge Mogensen er et af de største ikoner inden for dansk møbeldesign. Han levede fra 1914-1972, og mange af hans velkendte designs er fortsat den dag i dag yderst populære og eftertragtede. Børge Mogensen blev udlært møbelsnedker som 20-årig i år 1934 og som vi kender turen fra andre af vores kendte arkitekter, så gik Mogensen også møbelarkitekt-vejen, hvor han 4 år senere, i 1938, blev uddannet.
Yderlige fire år senere, nu fremme i 1942, blev han udannet arkitekt på Kunstakademiet, hvor han blev undervist af Kaare Klint – fra hvem han skulle vise sig, at blive meget inspireret – og for hvem Mogensen også arbejdede som undervisningsassistent i perioden 1945-47. Efter arkitektudannelsen i ’42 blev Børge Mogensen ansat som leder af tegnestuen hos FDB, som en del af deres sats på et mere moderne udtryk – og det ønske må man sige Mogensen opfyldte i form af bl.a. Folkestolen og Shakerbordet. Dette var mere tilgængelige møbler for den bredde befolkning, der nu også kunne have dansk design i hjemmet. Udover Mogensen, der var leder af tegnestuen frem til 1950, var også Hans J. Wegner tilknyttet i denne periode.
Efter endt arbejde hos FDB åbnede Mogensen egen tegnestue, hvor han arbejdede frem til sin død i 1972, og hvor bl.a. et godt samarbejde med snedkermester Erhard Rasmussen førte til ikonerne Jagtstolen og Den Spanske Stol. Sideløbende arbejdede han fra 1955 tæt sammen med Fredericia Furniture, hvorfra vi bl.a. kender hans sofaer. Børge Mogensen har derudover også tegnet møbler for Fritz Hansen, i form af hans Tremmesofa, samt bl.a. Søborg Møbelfabrik.

Her under har jeg listet nogle af Børge Mogensens største værker og mest udbredte møbler:

Tremmesofa, model FH1789. Tegnet i 1945 og produceret hos Fritz Hansen. Et meget klassisk “akademiker-møbel”. I en årrække ude af produktion, men FH genoptog produktionen i 1962.
1

Folkestolen, model J39. Tegnet i 1947 og produceret hos FDB. I dag produceres stolen hos Kvist Møbler. Oprindeligt kendt som Shakerstol. Vel sagtens et af Mogensens mest udbredte møbel – hvis ikke dét mest udbredte.
2

Skrivebord. Tegnet i ’50’erne og produceret hos Søborg Møbelfabrik. Bordet findes også i en model med skuffer i begge sider og dermed uden klapbord-funktionen.
3

Jagtstolen, model 2229. Tegnet i 1950 og produceret hos Erhard Rasmussen, og i dag hos Fredericia Furniture. Et af hans mere sjældne og meget eftertragtede værker. Den er relativt sjældent udbudt.
4

Den Spanske Stol. Tegnet i 1958 og produceret hos Erhard Rasmussen, og ligeledes i dag hos Fredericia Furniture. Sammen med den føromtalte Folkestol er denne lænestol vel Børge Mogensens bedst kendte værk. Populær, eftertragtet og alt i alt bare en sand møbelklassiker.
5

Jagtspisebordsstolen, model 3237 og 3238. Tegnet i 1951 og 1964 og produceret hos Erhard Rasmussen og i dag hos Fredericia Furniture. Findes også i en model med armlæn. Ikke så udbredt men ret så populær.
6

Sofaer og lænestol, model 2213, 2208, 2207. Tegnet i 1962 og ’63 og produceret hos Fredericia Furniture. Ret så udbredt i de klassiske hjem rundt omkring.
789

Det Kinesiske Skab. Tegnet i 1944 og produceret hos I. Christiansen og relanceret af Søborg Møbelfabrik i år 2000. Et af Mogensens første designs, og meget inspireret af Kaare Klint-perioden. Derudover kan det nævnes, at Danske Bank faktisk gav Kronprins Frederik og Mary dette skab i bryllupsgave.
11

Skalstol. Tegnet i 1949/50 og produceret hos Erhard Rasmussen. Stolen er ret så sjælden. I 2004, i anledningen af 90-året for Mogensen, blev der genproduceret 90 stk. af stolen. Den blev da også tildelt Bo Bedre’s Møbelpris. Oprindeligt blev der også produceret en sidepude til stolen.
13

Spisebord, model 140. Tegnet omkring 1955 og produceret hos Karl Andersson. Bordet var en del af Øresund-serien, som Mogensen tegnede til det den svenske producent og det svenske marked. Bordet er ikke længere i produktion.
10

Ruder Konge-stolen. Tegnet i 1944 og produceret hos Søborg Møbelfabrik, hvor den vidst nok fortsat produceres. De originale ældre modeller af stolen er yderst sjældne, og stolen i sig selv da heller ikke just blandt Mogensens mest udbredte værker.
12

Udover disse ovenstående udpluk af Børge Mogensens designs, så har han også tegnet kommoder, nogle borde, samt yderligere stole – der i blandt en gyngestol.

Tryk på “Portræt”-tagget her under for at se flere portrætter af de store navne her på bloggen.

Skriv et svar