Arkitektduoen Karen og Ebbe Clemmensen, der i øvrigt også dannede par privat som ægtefæller, tegnede tilbage i år 1959 denne elegante safaristol, der også går under betegnelsen Model 4305. Clemmensen-parret, for hvem vi i øvrigt kun kender ganske få møbler, ja endda måske kun dette ene, var med dette design ganske tydeligt meget inspireret af Kaare Klints ikoniske og verdenskendte stol af samme betegnelse, tegnet helt tilbage i år 1933. Safaristolen som et helhedsbegræb, hvor Klint altså var den første af de danske arkitekter med sådan en stol, er angiveligt inspireret af engelske officerstole.
Safaristolen her er udført i asketræ, nogle af dem sortbejdsede, beslag af messing og ikke mindst betrukket med læder eller stof, hvor modeller som den viste her betrukket med netop læder og gerne de tidlige eksemplarer fra den oprindelige snedker naturligvis er de mest eftertragtede. Stolen blev nemlig oprindeligt udført af snedkermesteren Arne Poulsen – en produktion der dog kun varede ganske få år, nærmere betegnet frem til år 1963/64, hvor møbelgiganten Fritz Hansen, som vi kender som virksomheden bag bl.a. Arne Jacobsen og Poul Kjærholms møbler, så overtog produktionen af Clemmensens safaristol. Stolen fremstilles dog ikke længere den dag i dag.
Det var endvidere på det årlige Snedkerlaugets Møbeludstilling på Kunstindustrimuseeet i København i år ’59, at stolen blev præsenteret for befolkningen.
(Billedet øverst er fra wright20.com)
Tryk på “Klassiker”-tagget lige her nedenfor for at se flere indlæg i netop denne serie her på bloggen.