DSC_0341

Sommerklassiker: Bikinistolen

Sommeren har i de seneste dage været over Danmark – og det skal markeres her på bloggen. Udvælgelsen af denne uges klassiker har derfor et ganske tydeligt præg af sommer, hvilket må siges at ligge i navnet på denne stol – Bikinistolen. Stolen er tegnet af danske møbelarkitekt Hans Olsen i år 1968 og fremstillet hos producenten Frem Røjle. Bikinistolen, hvis navn jo nok skal findes i den todelte polstring, der med lidt god vilje godt kan ligne en over- og underdel som i en bikini, er et tydeligt eksempel på Hans Olsens eksperimenterende tilgang til formgivningen af sine møbeldesigns. Bikinistolen er udført i formbøjet og lamineret teaktræ og med sæde- og rygpolstring i skai. Eames har i øvrigt ligeledes designet en såkaldt Bikinistol.
Stolen anses for at være Hans Olsens pendant til Grete Jalks verdenskendte stol fra år 1963.

Hans Olsen må siges ikke at være blandt de største navne inden for dansk møbeldesign. Helt ueffen er han dog bestemt heller ikke – og en hel del af hans designs fra 1950- og 60’erne, såsom bl.a. Egg Chair, også kaldet Model 188, Dinette spisebordssættet og hans velkendte Model 134-skalstol, er rent faktisk fortsat ganske moderne og derfor efterspurgte. Bikinistolen her er til og med måske det bedste eksempel på et dissideret samlerobjekt, når vi taler Hans Olsens møbler – ikke mindst også taget i betragtning at stolen er ganske sjælden.

DSC_0349DSC_0368

Tryk på “Sommerklassiker”-tagget her nedenfor for at se flere indlæg i netop denne serie her på bloggen.

Skriv et svar