Skulle jeg nævne ét af mine favoritdesigns af Nanna Ditzel, så er hendes Trisse her et ret godt bud. Det multifunktionelle møbel, hvor tanken var både at kunne anvendes som bord og stol, blev designet tilbage i år 1962 – blot året efter ægtemanden, Jørgen Ditzels død. Det var hos Kolds Savværk, eller hos Poul Kold Møbler, som det også kaldes, at Trissen oprindeligt blev fremstillet – en producent, der i øvrigt stod bag flere af Nanna Ditzels andre kreationer såsom barnestolen og den rullende vugge; begge fra nogenlunde samme tid og alle tre inden for samme vision om at skabe børnemøbler. Trissen blev fremstillet i to forskellige størrelser – en stol og et bord, om man vil – eller stole og borde i forskellige størrelser. Man kunne bruge dem som man ville – sågar vende dem som man ville. At Trissen var multifunktionel og derfor ikke udelukkende til børn, kunne aflæses ved bl.a. at være en del af dagligstuen i Finn Juhls eget hjem.
Året senere end Trissens tilblivelse, fremme i år 1963, tegnede Nanna Ditzel sin ligeledes i dag ikoniske stumtjener, hvor man i stor grad kan se ligheder i selve formgivningen. Både Krüger Trædrejeri, Trip Trap og senest Snedkergaarden har alle siden da fremstillet Trissen, der for altid vil stå som ét af Nanna Ditzels klareste møbelikoner. Det er hos netop Snedkergaarden, at Trissen i dag fremstilles.
(Billedet øverst er fra wright20.com)
Tryk “Klassiker”-tagget lige her nedenfor for at se flere indlæg i netop denne kategori her på bloggen.