Vidste du at… Én af to allerførste Kogler skal på auktion

Vidste du at… Èn af de allerførste Kogler skal på auktion? Jeg har været i kontakt med møbelhandleren Philip Lindhardt, der til dagligt driver virksomheden Lindhardt Møbler, for at høre nærmere om lidt af et scoop og samtidig en spændende historie. Hos Lindhardt Møbler er han nemlig for nyligt kommet i besiddelse af intet mindre end to eksemplarer af de allerførste Kogler – og den ene skal nu sælges.
Hos Lindhardt Møbler har han været i kontakt med både kyndige folk fra auktionsbranchen og PH-specialister såvel som den tidligere ejer af Langelinie Pavillonen, hvor til lampen oprindeligt blev tegnet, for være sikker på lampernes bagland. Det er netop den tidligere ejer af Langelinie Pavillonen, Peter Nicolaisen, der har solgt lamperne til Lindhardt Møbler og han beretter endvidere at de indgraverede LP-initialer i disse to lamperne faktisk står for Langelinie Pavillonen og ikke Louis Poulsen, som man ellers først skulle tro. De selv samme lamper blev tilbage i år 2009 stjålet fra restauranten, hvor efter de dukkede op hos et auktionshus. Det ene eksemplar af de to Kogler sælges på auktion hos auktionshuset Bonhams i New York torsdag d. 14/12. Det andet eksemplar skal istandsættes før dens skæbne fastsættet. Vurdering: 380.000-500.000 kr.

Det var relativt sent i Poul Henningsens karriere, at han tilbage til år 1958 tegnede Koglen. Det var faktisk blot ni år inden hans død, at han designede lampen specifikt til Langelinie Pavillonen i København, der havde lagt et bestillingsarbejde hos PH, og hvor oprindeligt i alt blot fem eksemplarer af lampen blev fremstillet til. Bestillingen lød på, at de til restauranten ville have en stor, smuk og festlig lampe, der ville kunne vække opsigt og glæde slukket såvel som tændt. De oprindelige Kogler målte ø84 og var fremstillet i kobber. Koglerne hang fra restaurantens loft som lokalets centralbelysning, og hvor det så var et andet af PH’s designs, nemlig Tallerkenlampen, der hang over borderne.
Koglen, der i øvrigt tog Poul Henningsen godt og vel tre måneder at færdigudvikle, er faktisk en videreudvikling fra Septima-lampen, som han skabte en del år forinden, nemlig helt tilbage i starten af 1930’erne og som Henningsen ikke selv var fuldt ud tilfreds med. I sit udtryk og udformning er Septima dog meget mere lig med det genkendelige PH-præg end hvad der er tilfældet med netop Koglen her.
Man kan måske endda gå så langt som at kalde Koglen et atypisk PH-design – til trods for at den måske er den bedst kendte af dem alle, og den dag i dag ses hængende hos en lang række virksomheder, offentlige bygninger og ikke mindst i mange danske hjem. Koglen har uden tvivl været én af grundstenene inden for moderne møbler og belysning, hvis vi kigger på omkring 1950’erne og frem. Lampen, der på engelsk kaldes for Artichoke (artiskok), består af i alt 72 blade, der til sammen danner ramme om PH’s ideologi om et blændfrit lys. På netop dét punkt var Poul Henningsen mere tilfreds med Koglen i forhold til dens forgænger, Septima. Koglen, der i dag findes i forskellige størrelser og varianter, er fra start i ’58 og frem til den dag i dag blevet fremstillet hos lysfabrikanten Louis Poulsen.

(Billedet øverst er af auktionhuset Bonhams og viser én af netop de to her omtalte lamper fra Lindhardt Møbler)

langelinie_KOGLEN NYT 572 05
(Her ses Koglen hænge fra loftet hos Langelinie Pavillonen, København)

Tryk på “Vidste du at…”-tagget lige her nedenfor for at se flere indlæg i netop denne kategori her på bloggen.

Skriv et svar