Det var langt fra alle de kendte danske møbelarkitekter, der tegnede deres svar på en gyngestol – og så var der Wegner, der tegnede en række forskellige af slagsen. Med over 500 forskellige stole i bagkataloget, må Hans J. Wegner siges at være dén mest produktive af vores arkitekter, og ud af de 500 stole er mindst seks af dem gyngestole.
Det startede helt tilbage i slutningen af 1930’erne, hvor han påbegyndte hans efterfølgende mangeårige arbejde med pindestolene – en udformning han tog med sig i skabelsen af de første af hans gyngestole. På billedet øverst ses den formentlig allerførste i rækken – Model ML33, tegnet af Wegner tilbage i år 1940 og fremstillet af snedkeren og billedskærer Mikael Lauersen i Århus, hvor den blev fremstillet i godt og vel 25 år efterfølgende.
Få år senere, nu fremme i år 1944, tegnede Wegner endnu en gyngestol. Den højryggede stol med de lange lodrette pinde i ryggen, blev oprindeligt fremstillet af snedkermester Johannes Hansen. Stolen var i endnu højere grad inspireret af de engelske Windsor-stole. Den blev senere fremstillet hos FDB under modelbetegnelsen J16 – dog i en noget noget mindre detaljepræget stol, der gjorde stolen nemmere og ikke mindst billigere at fremstille. I år 1965 tegnede Wegner for Carl Hansen & Søn sin 3. gyngestol i rækken. Denne gang havde stolen vandrette tremmer i stedet for de lodrette pinde, hvilket var inspireret af såkaldte Shakergyngestole fra 1800-tallet. Senere i 1960’erne tegnede Hans J. Wegner yderligere en gyngestol, nemlig Nøglehullet for Getama i år 1967, og afslutningsvis skabte han en gyngestol med snoreflet for PP Møbler fremme i år 1984.
(Billedet øverst er fra wright20.com)
Tryk på “Guide”-tagget lige her nedenfor for at se flere indlæg i netop denne kategori her på bloggen.