Vidste du at… Kjærholm havde designet en loftshængt lysestage? Møbelarkitekten Poul Kjærholm tegnede den imponerede spiralformede stage, eller lysekrone om man vil, der har plads til hele 33 lys, tilbage i år 1956. PK101 blev den navngivet og oprindeligt blev den fremstillet hos E. Kold Christensen, der var Kjærholms oprindelige møbelproducent, og hvor denne stage altså var i produktion fra år 1956-1978.
Derefter var stagen ude af produktion i nogle år, men sidenhen overgik produktionen for en kort årrække såmænd så til virksomheden PP Møbler, som ellers må siges at være bedst kendt for deres produktion af Wegner-møbler, og hvor lysestagen blev fremstillet i årene 1985-1989. Siden da har den ikke været i produktion.
PK101, der i øvrigt er fremstillet i mat stål, er ganske sjælden og heller ikke på auktioner ses den ofte. Med sin højde på intet mindre end 113 cm. kræver den sin plads i rummet, og også derfor er den jo som sådan aldrig blevet rigtig udbredt. Helt klart et af Poul Kjærholms mere ukendte og ikke mindst også specielle og særprægede designs - og så er den til og med faktisk udstillet på MoMA; Museum of Modern Art i New York.
(Billedet øverst er fra wright20.com)
Tryk på “Vidste du at…”-tagget her lige nedenfor for at se flere indlæg i lige netop denne kategori her på bloggen.