Chefens sofa

I går var en meget sjælden sofa under hammeren herhjemme i Danmark – nemlig chefens sofa, som den kaldes. Nærmere betegnet er der tale om en trepersoners sofa, designet af Arne Jacobsen helt tilbage i år 1935 og lavet specifikt til chefkontorerne/mødesalen på Novo Terapeutisk Laboratorium (senere Novo Nordisk) – et moderne og funktionalistisk fabriksanlæg, som Arne Jacobsen selv året forinden havde fået til opgave at tegne. Chefernes sofa havde måske været et mere fyldestgørende kaldenavn, da det var brødreparret og stifterne af Novo, Thorvald og Harald Pedersen, på dette tidspunkt var ved roret i virksomheden. Måske var det af netop dén årsag, at to eksemplarer af sofaen blev tegnet og fremstillet. Sofaen, der endvidere er betrukket med patineret naturskind og med korte runde ben i mahogni, er faktisk en del af en hel sofagruppe. Sandsynligvis tæt beslægtet med to såkaldte club chairs, som Jacobsen også tegnede tilbage i ’35 og til samme sted. Hvem der så har fremstillet sofaen, og de to nævnte club chairs for den sags skyld, kan jeg ikke umiddelbart finde frem til. Et yderst sjældent møbel, der fint belyser en ung Arne Jacobsens første værker som møbelarkitekt.

Sofaen, der i øvrigt ikke ligefrem leder tankerne mod det mere lette designklassikere fra 1950’erne vi den dag i dag kender Arne Jacobsen fra, var vurderet til intet mindre end 400.000-600.000 kr., da den i går var under hammeren hos Bruun Rasmussen i Bredgade i København. Den blev ikke solgt. Som en sidste note, kan jeg fortælle, at de to føromtalte stole i sin tid blev solgt for 410.000 kr. – for sættet vel at bemærke – hvilket fortsat den dag i dag er det dyreste Arne Jacobsen-design, der nogensinde er solgt herhjemme.

(Billedet øverst er af Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Tryk på “Vidste du at…”-tagget lige her nedenfor for at se flere indlæg i netop denne kategori her på bloggen.

Skriv et svar