Det er atter en gang blevet tid til et lille portræt her på bloggen – og denne gang skal det omhandle Illum Wikkelsø. Kristian Illum Wikkelsø, som hans fulde navn lyder, er bedst kendt i den bredde befolkning for hans kendte og meget udbredte gyngestol. Wikkelsø blev udlært snedker tilbage i 1938 og derefter gik han i fodsporene på mange af hans kendte kollegaer og studerede videre på Kunsthåndværkerskolen, hvorfra han var færdiguddannet fremme i ’41.
Han blev herefter ansat på snedkermester og arkitekt Jacob Kjærs tegnestue og dernæst på tegnestuen hos makkerparret Hvidt & Mølgaard, hvor han arbejdede indtil år 1954, hvor Illum Wikkelsø så etablerede egen virksomhed og tilhørende tegnestue. Det skal derudover nævnes, at Illum Wikkelsø, sammen med en stor håndfuld andre danske møbelarkitekter, var med til at gøre danske designmøbler kendte ude i den store verden tilbage i 50- og 60’erne.
(Kristian Illum Wikkelsø, 1919-1999)
Som nævnt kender de fleste hans klassiske og meget udbredte gyngestol. Her nedenfor kan du se et udpluk de i mine øjne mest interessante møbler, som Illum Wikkelsø tegnede tilbage i perioden 1950- og 60’erne.
V11, tegnet i år i 1960’erne og fremstillet hos snedkermester Holger Christiansen. V11-serien, der både indebærer sofa og lænestol, er et af Wikkelsøs bedst kendte designs, hvor specielt de tilspidsede ben i palisander giver sofaen og stolen et lækkert udtryk.
(Billede fra wright20.com)
Ringstolen, Model 23, tegnet omkring år 1956 og fremstillet hos Nils Eilersen. Et af Wikkelsøs mere sjældne og elegante designs.
(Billede fra auctions.bidsquare.com)
Model ML90, sofa, tegnet i år 1960’erne og fremstillet hos snedker Mikael Lauersen. Den karakteristiske sofa her med de skrå ben findes også som lænestol.
(Billede fra 1stdibs/dealers/twentieth-century-antiques)
Model ML140, sofa, ligeledes tegnet i år 1960’erne og ligeledes fremstillet af snedker Mikael Lauersen. Sofaen har i det hele taget meget til fælles med den føromtalte model.
(Billede fra schalling.se)
Croissant, tegnet i 1950’erne og fremstillet hos snedkermester Holger Christiansen. Et af de mere specielle designs af Illum Wikkelsø må siges at være denne såkaldte Club Chair. Hvorfor den kaldes Croissant-stolen ses ganske tydeligt i stolens form og udtryk. Findes også som sofa.
(Billede fra schalling.se)
Skrivebord, fremstillet hos P. Schultz og Co. Det præcise årstal for designet kender jeg ikke. Dette er et af Wikkelsøs mere ukendte værker. Findes både med og uden skuffemoduler. Måske noget inspireret af Bodil Kjærs ikoniske arbejdsbord.
(Billede fra Lauritz.com)
Barskab i palisander, fremstillet hos fabrikanten CFC Silkeborg, hvor Wikkelsø fik fremstillet flere af hans designs. Det præcis årstal for designet kender jeg desværre ikke. Dette rullende barskab er i min optik noget mere spændende end hans ellers bedre kendte variant på ben.
(Billede fra brandtcopenhagen.net)
Tryk på “Portræt”-tagget lige her nedenfor for at se flere indlæg i netop denne kategori her på bloggen.
Hej.
Jeg er svigersøn til Illum Wikkelsø og har i min jagt på en croissant stol set denne hjemmeside/blog.
Flot skrevet og vi er helt enige i dine betragtninger.
Vi er på jagt efter en croissant stol for opmåling og starte en ny produktion af denne.
Er det muligt at du/I kender nogle der er i besiddelse af en sådan?
Hører gerne.
kh Torben og Marianne
Hej Torben og Marianne,
Tak for jeres besked og den fine ros. Det er en fantastisk stol – som jeg selv fortsat har til gode at se i levende live. Jeg har ydermere aldrig set den til salg – desværre.
Held og lykke med jeres søgen 🙂
Bedste hilsner
Erik
Prøv at hør hos schalling.se om de fortsat har en til salg.
Kære Skandinaviskdesign
Tak for jeres oversigt.
Som datter af en møbelpolstrer, skal det nye hjem have gamle designklassikere. Jeg har i den forbindelse forelsket mig i Illum W. ML 140. I min søgen fornemmer jeg, at denne ikke fåes som 2-personers. Er i evt. bekendt med, om dette er korrekt?
Hej Maria,
Tak for din besked – og tak for rosen. Jeg kan simpelthen ikke huske om den kun blev lavet i den store model. Det er usædvanligt, men kan sagtens være korrekt. Fantastisk sofa – håber du finder en.
Bedste hilsner
Erik
Tak for fin side, jeg købte først i tresserne en sort lang lædersofa af Illum W i Illum bolighus, den havde seks runde ben og store lige brede armlæn. Jeg kan huske vi fik den lidt billigere, da den havde været udstillet på møbelmesse i Køln. Ved du hvad modellen hed, har aldrig set den siden vh
Hej Jane,
Tak for din besked. Spændende med en udstillingsmodel, men det kan jeg desværre ikke på stående fod.
Mvh. Erik
Hej, jeg har fire af de loungestole, som Wikkelsø sidder i på billedet. De er fremstillet hos cf Christensen i Silkeborg. Er det ham, der har tegnet dem? Troede nemlig det var Johannes Andersen.
Hej Heiko,
Den skulle være tegnet af Wikkelsøe.
Mvh. Erik